“Meninger om måling” er en serie interviews med medlemmer af Linkedin-gruppen “Måling og Analyse i Kommunikation & Marketing”.
Rikke Houkjær – chefrådgiver, kommunikation, Danske Regioner
Hvad arbejder du med og hvilken rolle spiller måling og analyse i dit arbejde?
Jeg arbejder med interessevaretagelse, branding og engagerende kommunikation – blandt andet gennem kampagner. Lige nu er jeg i Danske Regioner, hvor jeg blandt andet er projektleder for en kampagne, der skal sikre en høj valgdeltagelse ved kommunal- og regionsvalget til november.
Måling i mange formater spiller en central rolle i mit arbejde, fordi jeg anser det for afgørende, at vi forstår vores publikum, hvis vi skal lykkes med at skabe engagement.
Hvordan startede du med at beskæftige dig med måling og analyse, og hvordan har det haft indflydelse på de stillinger, du har haft?
Jeg har beskæftiget mig med måling og feedback i mange år, fordi jeg i starten af min karriere (i KL og Danmarks Lærerforening) arbejdede med at udvikle digitale platforme og tilhørende organisatorisk set-up. Her brugte vi en del fokusgrupper, test og interviews for at ramme brugernes behov og oplære organisationen i at ramme behovene.
Jeg kom så meget mere i dybden, da jeg som kommunikations- og analysechef i Madkulturen skulle etablere en kommunikationsplatform for en ny organisation og et relativt nyt fagligt felt. Sammen med sociologer og antropologer udviklede vi en årlig måling af danskernes madkultur, som vi både brugte til at sætte dagsorden og til at udvikle organisationens forretning.
Her lærte jeg først og fremmest nye metoder – og forstod for alvor, hvor svært det er at foretage en god måling af noget så subtilt som kultur – det kan ikke bare klares med et spørgeskema.
Læring er vigtigere end at forsvare afdelingens berettigelse
Hvad er dit syn på den måde, kommunikationsbranchen generelt anvender måling og analyse i vores arbejde i dag?
Jeg synes, at der ofte er en tendens til at måling italesættes som et middel til at bevise kommunikationsafdelingens værdi og berettigelse over for ledelse og interne stakeholders.
Det er selvfølgelig også vigtigt – men allervigtigst i mit perspektiv må jo være at bruge måling til læring, så vi kan skabe endnu bedre kommunikation. Det kræver, at hele organisationen er med på hvilke mål, vi ønsker at indfri med kommunikation. Hvilket omvendt også er med til at tydeliggøre den værdi, afdelingen skal give organisationen.
Det kræver også, at vi får et tydeligere sprog om de forskellige metoder til at indhente feedback og undersøge impact.
Hvad har været din største læring i de år, du har beskæftiget dig med måling og analyse som en del af dit kommunikationsarbejde?
Min største læring er, at det er rigtig svært at måle effekten af kommunikation. Klik eller interaktion på sociale medier eller presseomtale siger jo ikke ret meget om, hvorvidt vi er lykkedes med at ændre holdninger eller handlinger. Men de kan være tegn på, om vi er på rette vej.
Jeg tror, vi skal kombinere mange forskellige slags data og blive dygtige til at krydse kompetencer internt i organisationen for at blive kloge på, hvad der skaber den impact, vi ønsker. Her er det jo sindsygt spændende at se, hvilke muligheder fremtiden byder på.
Jeg besøgte for nyligt nogle forskere i tekno-antropologi på Aalborg Universitet, der arbejder målrettet på at udvikle metoder til at kombinere feltstudie-metoderne og store mængder data. Det giver spændende perspektiver.
Du finder Rikke Houkjær på Linkedin her.
Forum for vidensdeling om måling af kommunikation og marketing
Linkedin-gruppen “Måling og Analyse i Kommunikation & Marketing” er et åbent forum for vidensdeling, som samler praktikere fra kommunikations- og reklamebranchen, dataindsamlingsfirmaer, analyseinstitutter, undervisning og forskning. “Meninger om måling” er en interviewserie lavet for at styrke relationer mellem medlemmerne i gruppen og sætte menings- og idéudveksling i gang. Interviewet med Rikke Houkjær er det første i serien.
Skriv et svar