Som tidligere beskrevet handler denne serie af blogposts om min planlægning af en studietur til London for kommunikationsfolk. Formålet er at besøge nogle af de dygtigste organisationer og virksomheder i verden inden for feltet kommunikationsmåling og lære om de nyeste tendenser, værktøjer, best practice og den internationale udvikling fra dem, der har førertrøjen på.
Siden april har jeg arbejdet med at skabe kontakter via mit medlemskab i AMEC (den internationale brancheforening for kommunikationsmåling) og har fået rigtig positiv respons på idéen. Oprindeligt var planen at gennemføre studieturen i september 2016 i forbindelse med, at AMEC afvikler den årlige Measurement Month. Nu må jeg imidlertid sande, at det af en række praktiske årsager ikke lader sig gøre. Mere om hvordan og hvorfor følger i teksten nedenfor, men umiddelbart er turen udskudt til februar eller marts 2017.
Meget positiv respons fra værter
Den indledende planlægning af studieturen gik sådan set strygende. I løbet af april og maj måned fik vi udelukkende positive tilbagemeldinger fra det globale PR-firma Ketchums analyseafdeling i London, fra den britiske stats centrale kommunikationsorgan Government Communication Service, fra målingsfirmaet Gorkana som er blandt de førende i verden, fra tidligere AMEC-formand Mike Daniels som i dag driver rådgivningsvirksomheden The Measurement Practice, fra DataSift som er den centrale udbyder i verden af Facebook Topic Data, fra Adam Parker der er direktør i Lissted – en tjeneste som ranker influenter, fra professor Jim Macnamara fra Sydney Universitet – en ledende akademiker i feltet kommunikationsmåling, og fra verdens største PR-brancheforening: ICCO.
Sen planlægning af Measurement Month aktiviteter
Udfordringerne begyndte at melde sig, da det stod klart, at selv om alle de kontaktede virksomheder, personer og organisationer principielt var positivt stemt for at tage imod os og give os rundvisninger, foredrag og oplæg, så var der ingen af dem, som havde tænkt sig at gå i gang med at planlægge deres aktiviteter til Measurement Month før efter AMEC Summit i London i midten af juni måned.
Da jeg mødtes med mange af dem på AMEC Summit, lød det til at mange af dem ville have datoer, tidspunkter og adresser på deres Measurement Month-aktiviteter klar i løbet af to uger – altså omkring starten af juli måned. På det tidspunkt var jeg optimistisk og troede, at det ville være tids nok til at jeg så kunne sammensætte en rejseplan med tre dage og to overnatninger, hvor vi kunne nå rundt og se alle Measurement Month-præsentationerne og så supplere op med virksomhedsbesøg og rundvisninger, så vi havde et fuldt dagsprogram alle tre dage.
Men nu er vi nået ind i august, og turen skulle have ligget den 6.-8. september eller alternativt den 27.-29. september. Og der er stadig sparsomt med aktiviteter i den officielle Measurement Month-kalender at strukturere vores tur rundt om. Det er sådan set ikke vores værters skyld. Jeg ved af praktisk erfaring, hvor vanskeligt det er at planlægge noget til Measurement Month, når alle de mennesker, man gerne vil tage i ed eller koordinere med, er på sommerferie.
Umuligt at få program klar i tide
Jeg har derfor i de sidste par uger løbende overvejet, om det var realistisk at få et studietur-program klar, så interesserede også ville nå at have en rimelig chance for at få frigjort deres kalender for arbejde og andet i tide, når programmet blev meldt ud. Og til sidst måtte jeg erkende, at det er det ikke.
Udfordringen er, at Measurement Month hver år ligger så kort efter sommerferien, at programmet de sidste tre år først har været færdigt i sidste øjeblik. Det bygger på konceptet, at alle AMEC-medlemmer fra hele verden selv individuelt melder ind, hvad de laver for gratis aktiviteter i forbindelse med kampagnen, og mange får først gjort det i sidste øjeblik.
Gæstfrihed går ikke til spilde – studietur 2.0
Heldigvis er det måske slet ikke nødvendigt at lægge en studietur i september under Measurement Month for at være sikker på, at vi kommer til at opleve noget spændende og lærerigt! Mine første kontakter til London blev så positivt modtaget, at jeg på nuværende tidspunkt bestemt tror, at det er muligt at planlægge og gennemføre en “studietur 2.0” på et andet tidspunkt men ud fra stort set samme koncept. Den eneste forskel bliver blot, at i stedet for at Measurement Month bliver “rammen” eller anledningen for turen, så laver vi nu vores egen tur.
Derfor er min plan nu at gentænke planlægningen, så rækkefølgen bliver: vælg dato -> sammensæt program -> sammensæt rejseplan -> meld begge dele ud og start registrering af tilmeldinger i god tid før rejsetidspunktet.
Dén planlægning vil du fortsat kunne følge her på bloggen, hvor alle posts relateret til turen ligger i den samme blogpost-kategori, så de er nemme at finde og hitte rundt i.
Har du spørgsmål eller kommentarer til studieturen, så skriv dem gerne i kommentarfeltet eller send mig en mail. På samme måde kan du også tilmelde dig en mailingliste, jeg har oprettet, så du er sikker på at få nyt om turen, når der er nyheder eller nye indlæg. Mailinglisten bliver ikke brugt til andet og ikke anvendt til nogen kommercielle formål.
Foto taget af kloniwotski på Flickr og Geoff Livingston på Flickr.
Line Pedersen skriver
Hey Jesper – sæt meget gerne Katrine Thielke og mig (Line Pedersen) på mailinglisten om studieturen.
Jesper Andersen skriver
Tak Line – jeg sørger for, at I kommer på mailinglisten og får nyt, efterhånden som planlægningen skrider frem 🙂